Når det handler om støj fra letbanen, er der primært to kategorier – kurveskrig og rumlen/lavfrekvent støj:
- ”Kurveskrig” – en høj, hvinende lyd, der kan opstå, når letbanen kører gennem kurver. Det opstår typisk, hvis letbaneskinnerne er tørre og mangler smøring. I udvalgte kurver langs strækningen er der opsat smøreskabe, som skal forsyne skinnerne med smøring. Indkøringen af disse skabe sker over nogle uger, hvor de bliver tilpasset og justeret. Også i togene er der en smøringsfunktion, som er ved at blive kørt ind. De steder, hvor det er værst i indkøringsperioden, bliver der udført manuel smøring.
- Rumlen / lavfrekvent støj - er en mere ubestemmelig og ’gungrende’ lyd. Dømt ud fra de henvendelser, Odense Letbane har modtaget – suppleret af blandt andet letbaneførernes observationer – kan der være markante forskelle på rumlelydene fra de enkelte togsæt. Det kan der være flere årsager til. Flader på hjulene (flat spots) er med sikkerhed én af dem. Fladerne kan opstå ved hårde opbremsninger, eller hvis der er rust på skinnerne. For at imødegå rumlen er det vigtigt, at hjulene drejes af med jævne mellemrum, så de fremstår helt runde. Også skinnerne skal holdes blanke, hvilket sker automatisk, når der køres på dem konsekvent i længere tid.
Hvor meget kan støjen dæmpes?
- Odense Letbane forventer at nå et niveau af støj og vibrationer, der efterlever Miljøstyrelsens vejledende støjgrænse.
- Et letbanetog vejer cirka 40 tons og vil aldrig være helt lydløst. Det vil altid være muligt at registrere, når toget passerer forbi – men støj- og rumleniveauet skal naturligvis være tåleligt.
Odense Letbane vil løbende orientere og opdatere om status på indsatsen mod støj og vibrationer.