24. april 2025

1,9 mio. kørte med letbanen i første kvartal

Odense Letbanes passagertal stiger fortsat.  

I første kvartal af 2025 kørte i alt 1.883.000 passagerer med letbanen – svarende til en fremgang på 8 procent målt i forhold til samme periode i 2024 (1.743.000).

Størst var fremgangen i marts, hvor letbanen med 645.000 påstigere nåede sit hidtil næsthøjeste passagertal for en enkelt måned.

Det hører med, at tal for både marts og april ikke umiddelbart kan sammenlignes direkte fra år til år, fordi påsken, som er en stille periode, falder forskelligt. Således lå påsken 2024 i marts – og påsken 2025 i april.

7 mio. de seneste 12 måneder

”Jeg glæder mig først og fremmest over, at letbanens passagertal fortsat er i fremgang,” siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane.

”Over de seneste 12 kalendermåneder har vi over 7 mio. påstigere. Det er en vigtig milepæl, som vi nu har passeret, og det bekræfter vores forventning om, at letbanen fortsat har potentiale til vækst og tiltrækning af nye passagergrupper.” 

Nyhedsbrev - tilmelding

Dan Ravn fremhæver letbanens høje pålidelighed som en væsentlig faktor:

”I første kvartal har vi afviklet 99,6 procent af alle planlagte letbaneafgange. Det er et tal, der i sagens natur stort set ikke kan være højere, og det kommer endda i en periode, hvor vi har skruet ekstra op for driften for at imødekomme efterspørgsel i morgenmyldretiden.”

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070