Kører du ofte med letbane eller bus i Odense, og betyder prisen noget for dig?
Så kan du glæde dig over, at de to kampagnebilletter, Ung Odense til en 10’er (under 26 år), og Odense NU til 15 kroner (26 år eller mere), bliver forlænget minimum frem til august 2024. Det blev besluttet på et møde den 17. november i FynBus' bestyrelse, der som trafikselskab har ansvaret for de regionale takster på Fyn og lokalt i Odense.
Ung Odense-billetten har været tilgængelig siden sommeren 2022, mens Odense Nu-billetten blev sat til salg i sommeren 2023 i forbindelse med lanceringen af den nye billetløsning med brug af QR-kode på letbanestationer og busstoppesteder.
Begge produkter er blevet taget vel imod af kunderne både i bus og letbane. Formålet er netop at gøre det attraktivt at bruge den kollektive trafik ved at have en lav billetpris og en enkelt billetløsning, der til sammen fjerner mulige barrierer for at få nye kunder i byens kollektive transportsystem.
”At få nye kunder i den kollektive trafik, var præcist det, som vores forudgående analyse pegede på, ville ske med kampagnepriserne på Ung Odense og Odense NU. Derfor er det glædeligt, at tallene peger på, at det faktisk er lykkedes, og jeg er glad for, at vi har mulighed for at forlænge disse populære produkter," siger Dan Ravn, adm. direktør i Odense Letbane.
Også den særlige Pender Odense-billet, hvor du i juni, juli og august kan få et pendlerkort i Odense til blot 199,- pr måned, forlænges i 2024. Inden sommerferien 2024 skal der udarbejdes en samlet evaluering af Ung Odense og Odense NU, som bliver afgørende for produkternes videre fremtid.
Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S
CVR 36478497
EAN 5798006615070