Ballet i et kørende letbanetog!
Det lyder lidt vildt - ikke desto mindre er dét præcis, hvad letbanens passagerer kan opleve lørdag den 4. maj.
Fem dansere fra Det Kongelige Teater Balletskolen Odense optræder i letbanen mellem kl. 10 og 14.
BAL-LETBANEN, som er titlen på den rullende kulturoplevelse, sker i forbindelse med Kulturens Døgn i Odense.
"Ideen om BAL-LETBANEN virkede helt oplagt, da vi hørte om Kulturens Døgn. Vi vil så gerne ha' dansens magi ud i verden - og gerne ud til så mange som muligt," fortæller Tom Due, pædagogisk leder og souschef ved Det Kongelige Teater Balletskolen Odense.
"Og hvordan når vi ud til så mange som muligt? Det gør vi ved at sætte dansen på skinner - og heldigvis var Odense Letbane med på legen. Vi glæder os helt vildt til at byde BAL-LETBANENs passagerer på en unik danseoplevelse," uddyber Tom Due.
Odense Letbanes adm. direktør, Dan Ravn, ser frem til en helt særlig dag i letbanens knap toårige historie.
"Vi er utroligt stolte af, at Balletskolen har valgt letbanen som scene i forbindelse med Kulturens Døgn. Det betyder meget for os, at vi ind imellem kan give vores passagerer en ekstra oplevelse - og det er helt specielt, at vi nu kan præsentere en så fantastisk kunstart som ballet i et kørende vognsæt," siger Dan Ravn.
BAL-LETBANEN starter ud fra Odense Banegård i retning mod Hjallese lørdag den 4. maj cirka kl. 10.00.
I de følgende timer er danserne med på skiftende vognsæt mellem Tarup og Hjallese.
På Odense Letbanes Instagram- og Facebooksider kan du løbende følge med i, hvor BAL-LETBANEN helt præcist befinder sig.
BAL-LETBANEN begynder her ved Odense Banegård lørdag den 4. maj kl. 10.00 (Foto: Mijael Peredo)
Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S
CVR 36478497
EAN 5798006615070