Fra søndag den 17. november og de følgende fem søndage frem til jul skruer letbanen op for kørslerne.
Mellem klokken 11 og 17 kører letbanen hvert 10. minut om søndagen – mod normalt hvert 15. minut.
”Vi vil gerne understøtte handelslivet og julemarkederne i Odense - og det kan vi gøre ved at køre med flere letbanetog om søndagen i de kommende, travle uger op mod jul,” siger Lotte Stensberg, kommerciel chef ved Odense Letbane.
Læs også: Juleekspressen kører igen
”Helt konkret, så introducerer vi en særlig ’eventkøreplan’, som vi kan sætte ind på søn- og helligdage, hvor vi har en forventning om ekstra mange passagerer. Eventkøreplanen kan bruges ikke kun her i juletiden, men også ved fx HCA Marathon og andre store søndags-begivenheder, der trækker mange mennesker til byen.”
”Pointen er, at vi kan se et behov for ekstra fleksibilitet på søndage, hvor letbaneafgange hvert 15. minut ikke altid svarer til efterspørgslen blandt kunderne,” forklarer Lotte Stensberg.
Kommer du i bil til Odense for at opleve byens julemarkeder, handle ind til jul eller måske tage del i en julefrokost – så er letbanens Park+Ride et godt tip til nem og gratis parkering.
Ved Park+Ride vil det oftest være nemt at finde en ledig parkeringsplads. Herfra kan du tage letbanen videre ind til fx Rosengårdcentret, Tarup Center eller H.C. Andersen Julemarkedet og butikkerne i centrum.
Park+Ride ligger på adressen Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S (tæt ved motorvejen, afkørsel 50, Odense SØ).
Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S
CVR 36478497
EAN 5798006615070