15. marts 2024

Ekstra tog til FCK-kamp - driften kan blive påvirket

Søndag den 17. marts kl. 17.00 spiller OB sidste hjemmekamp i Superligaens grundspil. Modstanderen er FC Købehavn - og der bliver fuldt hus på Nature Energy Park med over 14.000 tilskuere, heraf mere end 2.000 på udebaneafsnittet.

Letbanen indsætter fire ekstra togafgange både før og efter kampen.

FØR kampen

vil der være 7,5 min.drift gennem Odense centrum mod Idrætsparken/Tarup cirka i tidsrummet kl. 15.45 - 16.45.

EFTER kampen

er der 7,5 min.drift mod centrum/banegården og Hjallese i cirka en time efter slutfløjtet. Kampen ventes at slutte omkring kl. 18.50.

Fanmarch kan berøre driften

Allerede fra søndag formiddag vil et stort indryk af FCK-fans sætte sit præg på Odense midtby. På et tidspunkt vil de mange fans bevæge sig mod stadion i samlet flot - formentlig omkring kl. 14.00.

Politiet følger fanmarchen tæt under hele turen - og forventningen er, at letbanedriften KAN blive påvirket kortvarigt i det tidsrum, hvor fanskaren færdes tæt på letbanesporet. Hvilket netop var, hvad der skete ved seneste OB-hjemmekamp - mod Brøndby den 25. februar.    

Tilpasser kørslen

"Vi forventer, at vi kan afvikle letbanedriften som planlagt dagen igennem. Men der vil nok være et tidsrum cirka tre timer før kampen, hvor vi tilpasser kørslen i forhold til, at der er mange mennesker tæt på sporet. Det kan give lidt ekstra rejsetid på enkelte afgange - og det håber vi, at vores kunder har forståelse for," siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane.

Ved letbanens Park & Ride-anlæg (Søndre Hospitalsvej 6) er der 800 gratis parkeringspladser tæt på E20-motorvejens afkørsel 50 (Odense SØ). Herfra er der letbaneafgange direkte til og fra Idrætsparken - rejsetiden er godt 30 minutter.

                          

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070