18. december 2024

Jul på hjul

Tekst og portrætbillede er fra magasinet En Venlig Hilsen


Thomas Bruhn elsker at være letbanefører. Faktisk så meget, at han nu for tredje år i træk frivilligt tager tjansen som letbanefører juleaften. Der er ifølge ham nemlig en helt særlig stemning i letbanetogene den 24. december. Og den vil han gerne bidrage til.

Driving (others) home for Christmas

Thomas Bruhn på 49 år er en erfaren mand bag et rat. Faktisk har han det meste af sit liv siddet i et førerhus. Først som lastbilchaufør, så som buschaufør og nu som letbanefører i letbanen. Hvorfor livet bag rattet tiltaler ham sådan, fortæller han om her: “Jeg kan utrolig godt lide kontakten med kunderne. Jeg føler, jeg løser en vigtig opgave ved at fragte folk sikkert fra A til B, og for mig er det en god dag, hvis jeg kan se, at jeg har hjulpet en passager.”

Fra bybus til letbane

Da det blev besluttet, at letbanen i Odense skulle være en realitet, gibbede det af spænding i Thomas. Og han vidste med det samme, at det projekt skulle han være en del af. “For mig var det en unik mulighed for at være med til at starte noget nyt op og for at være med til at skrive historie i Odense simpelthen. Det ville jeg vildt gerne. Så da vi som bybuschaufører blev tilbudt at søge ind som letbaneførere, inden letbanen gik i drift, sprang jeg til med det samme,” fortæller Thomas og fortsætter:

“Men det var et svært nåleøje at komme igennem. Der var rigtig mange prøver inden for bl.a. stress, radio og kommunikation og så selvfølgelig personlige samtaler. Oven i det havde de kun brug for ca. 10 bybuschaufører ud af de i alt 60 letbaneførere, der skulle ansættes. Så det var med bankende hjerte, at jeg søgte over, men heldigvis var jeg en af de heldige, der fik jobbet”.

Juleaften på hjul

Når Thomas juleaften sætter sig ind i sit førerrum, sker det med en oprigtig glæde over at være med til at sikre, at folk kan komme hjem og fejre jul med dem, de holder af.

“Juleaften er for mig ikke hellig mere. Det var den, da mine børn var små, men nu er de voksne, og jeg føler godt, jeg kan forsvare at tage på arbejde juleaften. Faktisk betyder det meget for mig at kunne give lidt tilbage og nu være den, der frivilligt tilbyder at tage på arbejde juleaften, så mine kolleger med små børn kan være derhjemme,” siger Thomas.

Og juleaften er noget ganske særligt i letbanen. Stemningen af jul starter allerede tidligt om eftermiddagen og spreder sig mere og mere, jo mere klokken nærmer sig spisetid. “Jeg kan som letbanefører virkelig både se og mærke alle dem, der er på vej. Med deres store poser og tasker og glade ansigter. Folk er venlige over for hinanden og over for os letbaneførere. De ønsker hinanden god jul, børnene vinker til os, og mange vælger aktivt at gå ud af toget oppe foran, så de kan ønske chaufføren en glædelig jul. Det varmer rigtig meget,” smiler Thomas og fortsætter:

“Det hjælper selvfølgelig også på julestemningen, at togene er pyntet fnt op, og at mange af os kører med nissehue den 24. december. Og hvis man er rigtig heldig, havner man i det tog, hvor selveste julemanden er ombord. Så jeg synes faktisk også, at vi som arbejdsplads gør en masse for at skabe en god juleatmosfære for vores passagerer.”

Tog familien med på job

Da Thomas havde sin første juleaften på job i letbanen, var det med opbakning fra familien. Hans kone, der er kok, og hans yngste søn tog sågar med på arbejde. I hvert fald noget af tiden. “Min kone og søn stødte til på ‘depotet’, som vi kalder vores opholdslokaler og endestationen for togene. De var med til at lave mad og hygge lidt om os letbaneførere, og så spiste vi sammen allesammen. Det var sgu rigtig fnt,” husker Thomas.

Dronefoto: Markus Skytte / Skytte Visuals, VisitOdense

Det er dog ikke sikkert, at Thomas får selskab af familien på depotet i år, men det gør ikke noget. “Jeg ved, min familie er okay med, at jeg tager på arbejde juleaften. Derfor kan jeg tage afsted med ro i maven og bare nyde at være noget for passagererne. Det er meget tydeligt, at folk sætter pris på, at vi kører, og at de er taknemmelige for, at vi er der, og det er det hele værd for mig,” siger Thomas.


Odense Letbane takker magasinet En Venlig Hilsen for at stille artikel og portrætbillede til rådighed. En Venlig Hilsen udgives af Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune.

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070