29. juni 2023

Letbanedrift indstillet mellem Tarup Center og IKEA – Sådan kører erstatningsbusserne

Med virkning fra torsdag (15.6.) og 2-6 uger frem er al letbanedrift indstillet mellem Tarup Center station og IKEA station. Årsagen er et akut opstået behov for at udføre sikkerhedstjek og udbedring på en række facadeankre, der fungerer som ophæng for letbanens køreledninger.

Sådan kører busserne

Der kører erstatningsbusser på letbanens rute – se bussernes holdepladser HER

OBS! Erstatningsbusser stopper ekstraordinært ved Bilka station (på Bilkas P-plads).

Hverdage – mellem Tarup Center og Bilka

Busafgang ca. hvert 20. minut, kl. 05.00-24.00 (fredag 01.00)

Lørdage – mellem Tarup Center og Bilka  

Busafgang ca. hvert 20. minut, kl. 06.00-01.00

Søndage – mellem Tarup Center og Bilka

Busafgang ca. hvert 20. minut, kl. 06.00-24.00

Letbanen kører mellem Bilka og Hjallese Station

Der kører letbanetog ca. 15. minut alle ugens dage mellem IKEA og Hjallese Station.

---

Derfor er letbanedriften indstillet

Det igangværende sikkerhedstjek – som har betydet stop for letbanedrift mellem Tarup og IKEA – er en direkte udløber af situationen natten mellem 10. og 11. juni, hvor et facadeanker i en ejendom på Nyborgvej rev sig løs fra muren. Og som siden 11. juni har forhindret letbanedriften mellem Albani Torv og IKEA.

Fra 15. juni og frem skal der foretages et gennemgribende sikkerhedstjek og en potentiel udbedring af op til 30 facadeankre på strækningen mellem Middelfartvej og Nyborgvej.

Arbejdet forventes at strække sig over en periode på mellem én og seks uger. Omfanget vil være klarlagt i løbet af få dage.

Fejl i udførelse

”Vi har desværre konstateret en alvorlig fejl i udførelsen af det løsrevne facadeanker på Nyborgvej. Og

da vi har yderligere facadeankre af samme type på andre ejendomme, har vi sammen med vores infrastrukturforvalter, Keolis, besluttet at stoppe letbanedriften mellem Tarup og IKEA, indtil vi har det fulde overblik over situationens omfang – og udbedret eventuelle yderligere fejl,” siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane.

”Jeg vil gerne beklage de gener, som letbanens driftsstop medfører for passagererne. Sikkerhed vil altid vægte højere end drift, derfor er vi ikke i tvivl om, at vi gør det rigtige i situationen. Samtidig håber jeg, at vi meget hurtigt får etableret en velfungerende drift med erstatningsbusser, således at vi kan opretholde en rimelig service i den kollektive trafik,” siger Dan Ravn.

Med erstatningsbusser bliver rejsetiden på 40-45 min. mellem Tarup Center og IKEA. Med letbanen vil samme tur normalt tage cirka 28 min.

Odenseletbane.dk vil løbende blive opdateret med seneste nyt om driftsstoppets videre proces.     

Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S

CVR 36478497

EAN 5798006615070