Med hele byen som arbejdsplads har letbanefører Torben Asmussen været med, siden Odense Letbane startede drift i maj 2022. Faktisk endnu længere. Han var med på det første hold af letbaneførere, som letbanens operatør, Keolis, ansatte fra 1. april 2021 - og som efterfølgende tog del i testkørslerne frem mod driftsstarten.
En dag på skinner for Torben indebærer ni timers arbejde, hvor han typisk kører fem dobbelture frem og tilbage mellem de to endestationer i Tarup og Hjallese - hver dobbelttur varer cirka halvanden time.
Torben Asmussens arbejdsplads - letbanetogets cockpit.
På en normal uge har han fire arbejdsdage og tre fridage. Vagterne fordeler sig på forskellige tidspunkter af driftsdøgnet - nogle dage med start tidlig morgen andre dage ligger turene midt på dagen eller i aftentimerne.
Torben Asmussen har en baggrund som turistbuschauffør – mest på ture til udlandet. Men da så coronaen ramte i foråret 2020, kunne han se, at busturene var et ”no go på den lange bane”. Også fordi arbejdspladsen lå i København.
Torben Asmussen er én blandt ganske mange letbaneførere, der tidligere har haft job som buschauffører.
”Men så kom muligheden for at søge dét her. Og man har jo altid været inspireret af futtog, der bare ku’ trutte i hornet og så kører den”, fortæller han om sine overvejelser om at søge ind som letbanefører.
Det er et job, der kræver konstant opmærksomhed og koncentration. Letbanen kører i gadeplan – der er hverken broer, tunneler eller bomme til at afskærme den øvrige trafik, og hele tiden er der steder, hvor biler, cykler og fodgængere krydser letbanens spor.
Det gælder ikke mindst i de 56 lysregulerede kryds, som letbanen passerer igennem på den godt 14 km. lange strækning mellem Tarup og Hjallese.
Her i videoen fortæller Torben Asmussen om jobbet som letbanefører – og du kan følge ham ind i cockpittet, hvor han forklarer, hvordan kørsel og betjening af dørene fungerer i praksis.
Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S
CVR 36478497
EAN 5798006615070