Flere end nogensinde kørte med Odense Letbane i september.
662.000 påstigere er det klart højeste passagertal, der hidtil er registeret for en enkelt måned. Tallet er godt 40.000 højere end den tidligere rekord - 620.000 påstigere i november 2023.
"Vi har haft mange passagerer her i ugerne efter studiestarten, og vi glæder os selvfølgelig over, at vi nu har fået bekræftet vores forhåbning om ny passagerrekord - endda med stor margin," siger Dan Ravn, adm. direktør ved Odense Letbane, og uddyber:
"Det bekræfter samtidig, at de tocifrede stigningsprocenter, som vi så i foråret, nu også ser ud til at fortsætte her i årets sidste halvdel. Det er meget opløftende."
I årets første ni måneder har letbanen i alt haft 5,1 mio. påstigere. Det er godt én million flere end på samme tid i 2023. Det svarer til en fremgang på 25 procent. Dog kan juni-juli ikke sammenlignes direkte i 2023 og 2024 på grund facadeanker-driftsstoppet sidste sommer.
I de sammenlignelige måneder (jan.-maj og aug.sep.) er fremgangen på 16 procent fra 2023 til 2024.
Det samlede påstigertal omfatter også salget af de særlige QR-billetter, som er Odense Letbanes og FynBus' egenudviklede billetløsning, der kun findes i Odense.
Salget af QR-billetter har siden lanceringen i juli 2023 slået sin egen rekord næsten hver måned. Den tendens forsætter. Senest nåede QR-salget i september underkanten af 100.000. Til sammenligning blev der i juni - som også var rekordmåned - solgt godt 70.000 QR-billetter.
"QR-billetterne har enorm betydning, når det handler om at købe en nem og billig billet. Ikke mindst, når der kommer mange gæster til Odense udefra, har QR-billetten stor værdi. Det så vi blandt andet ved Bruce Springsteen-koncerten i sommer og nu senest ved HCA Marathon," forklarer Dan Ravn.
Et helt dugfrisk tal viser, at QR-billetterne nåede sit hidtil højeste salg for en enkelt dag fredag den 4. oktober - med godt 5.700. Fredag er som oftest QR-billetternes største ugentlige salgsdag, og den 4. oktober blev salget yderligere hjulpet på vej af bl.a. Power-butiksåbning i Rosengårdcentret og OB-hjemmekamp.
Søndre Hospitalsvej 6, 5260 Odense S
CVR 36478497
EAN 5798006615070